Hjerteforeningen

Nogle af de bedste samtaler starter åbenbart med en müslibar og en figenstang. I andet afsnit af vores mini-madpakkeserie bliver Ida Auken og jeg sat overfor et nyt dilemma: Hvilken af de to snacks vil vi give vores børn med i madpakken? Et ikke helt let dilemma. Jeg må indrømme, at jeg længe selv har tænkt, at en müslibar var et rimelig sundt valg. Korn, nødder – det ser jo meget sundt ud. Men det viser sig, at mange müslibarer i virkeligheden er chokoladebarer i forklædning. Og så står man med figenstangen i den anden hånd, som jo er lavet af frugt – men som faktisk heller ikke er så sund, som den ser ud. Jeg synes faktisk, at det er et meget godt billede på en større udfordring: Det er ikke altid særlig nemt at gennemskue, hvad der er det sundeste valg. Alligevel endte vi med at komme müslibaren i madpakken, selvom vi godt ved, at det ikke er et sundt valg. For så viste det sig, at vi har haft lidt samme taktik derhjemme: Der må godt komme en müslibar med en gang imellem, så længe der også er godt med grønt i madpakken.

”Det er et NO GO.” Så kontant er sundhedsminister, Ida Auken, da vi får det tredje dilemma i vores lille madpakkeserie. Hvad skal i drikkedunken: Drikkeyoghurt eller energidrik? Og her er vi helt enige. Energidrikke er ikke for børn og hører ikke hjemme i deres skoletasker. Børn skal ikke have koffein pakket ind i flotte farver og tropiske smage for at komme igennem skoledagen – især ikke når man tænker på, hvordan de kan opleve uro, koncentrationsbesvær og hjertebanken, når de drikker dem. Nogle drikkeyoghurter er heller ikke nødvendigvis så sunde, som de ser ud. Så vi ender med at bede om en tredje mulighed: Vand fra hanen. Særligt energidrikken rammer noget, vi i Hjerteforeningen er meget optagede af. For børn og unge kan i dag frit købe energidrikke. Uanset hvor gamle de er. Også selvom børn helt frarådes at drikke dem. Det hænger efter min mening dårligt sammen. Derfor arbejder vi i Hjerteforeningen for en aldersgrænse på minimum 16 år for køb af energidrikke. Hvis energidrikke ikke er for børn, bør reglerne også afspejle det. Tak til sundhedsminister Ida Auken for at være med – og for at kaste sig ud i både leverpostej, müslibarer og energidrikke sammen med mig.

Hvorfor skal vi have en aldersgrænse på energidrikke? Er det ikke bare forældrenes ansvar at sige nej? Det spørgsmål har jeg fået en del. Selvfølgelig har vi som forældre et ansvar. Men som far ved jeg også, at det ikke altid er så enkelt. Og jeg tror, mange forældre kender følelsen. Man vil gerne give sine børn frihed. Man vil gerne lære dem at træffe gode valg. Men når børn og unge frit kan købe energidrikke med højt koffeinindhold, så placerer vi et ansvar hos dem og deres forældre, som de ikke burde stå med alene. For hvor mange børn kan egentlig selv stå imod farverne, smagene, indpakningen og følelsen af gerne at ville være med i fællesskabet? Det valg, synes jeg ikke, er rimeligt. Derfor mener jeg, at der skal være en aldersgrænse på minimum 16 år for køb af energidrikke. Det kæmper vi for i Hjerteforeningen. Ikke fordi forældre ikke har et ansvar. Men fordi vores børn og unges sundhed er et fælles ansvar. Energidrikke er ikke for børn.

For nylig stod jeg i Hjerteforeningens køkken og diskuterede, hvor svært det kan være at pakke den gode madpakke med vores sundhedsminister, Ida Auken. Helt konkret gik snakken på valget mellem leverpostej og pålægschokolade. Et af de helt almindelige valg, mange af os står med i hverdagen, når der skal smøres madpakker, og børnene skal ud ad døren. Det er nemlig ikke altid lige til. For hvad er egentlig sundt? Og hvad bliver spist? Det har Ida og jeg lavet en lille serie om, hvor vi pakker én madpakke og undervejs bliver udsat for tre genkendelige madpakke-dilemmaer: Rugbrødsmaden. Snacken. Og drikkevaren. Det viste sig ret hurtigt, at det kan være svært at vælge og gennemskue, hvad der er sundest – selv når man er sundhedsminister og adm. direktør i en sundhedsorganisation. Derfor kæmper jeg og Hjerteforeningen også for, at det skal være lettere at træffe sunde valg. Vi foreslår bl.a.: - At afskaffe markedsføring af usund mad målrettet børn og unge - At indføre regler for indretningen af supermarkeder, så de usunde varer ikke får de mest salgsstærke pladser I første video starter vi med rugbrødsmaden: Leverpostej eller pålægschokolade? To ting, jeg selv har givet mine børn med i skole – og to muligheder, hvor der faktisk er lidt mere at diskutere, end man først skulle tro. Heldigvis blev vi enige og fik pakket den første del af madpakken.

Op mod 80 procent af den fødevaremarkedsføring, børn og unge møder, er for usunde fødevarer som slik, sodavand og fastfood. Det bekymrer mig enormt meget. For disse reklamer ligner sjældent klassiske reklamer. De er pakket ind i leg, konkurrencer, underholdning og kendte ansigter. Derfor kan det være svært for børn og unge at gennemskue, at formålet er at sælge. Det er et problem. For markedsføring påvirker, hvad børn og unge får lyst til, efterspørger og køber. Og dermed også de vaner, de tager med sig videre i livet. Som adm. direktør i Hjerteforeningen mener jeg, at usunde ultraforarbejdede fødevarer ikke skal markedsføres til børn og unge under 18 år. Og 2 ud af 3 danskere er enige. Det viser en undersøgelse, vi har fået lavet. Børn skal ikke være målgruppe for usund markedsføring.

Jeg skulle bare betale. Så lå den dér ved kassen. Min yndlingssnack – en usund ultraforarbejdet chokoladebar - som jeg egentlig ikke havde planlagt at købe. Alligevel står jeg, adm. direktør i Hjerteforeningen, foran vores kampagneplakat og er blevet ledt i fristelse. Præcis som plakaten advarer imod. Og det er faktisk hele pointen. Jeg bliver også fristet, og det handler ikke om manglende viljestyrke. Det er ikke tilfældigt, hvad vi bliver mødt af, når vi handler. Det er ikke tilfældigt at det lige netop er usunde ultraforarbejdede snacks, der ligger ved kassen og ved indgangen. De ligger dér, fordi det frister os til at købe og spise mere. Desværre ofte af mad, der på ingen måde gavner vores sundhed. Det handler ikke om den enkelte snack. Det handler om, at vi systematisk bliver fristet til at købe mere af det, vi burde spise mindre af. Derfor mener jeg, at der er brug for politisk handling. Usunde ultraforarbejdede fødevarer skal ikke have de mest salgsstærke pladser i supermarkedet. Det sunde valg skal også være det nemme valg.