Fagbevægelsens Hovedorganisation

Gustav har fået bedre vilkår som fysioterapeut. Men han skylder en stor tak til nogle kolleger flere hundrede kilometer væk. For mens Gustav passede sit arbejde i Næstved, tog en gruppe fysioterapeuter i Nordjylland en kamp, der kom til at vare mere end seks måneder. De strejkede for at få en overenskomst. For bedre løn og ordentlige vilkår. Og deres kamp var med til at bane vejen for, at Gustav og mange andre fysioterapeuter også kunne få en overenskomst. For Gustav betyder det blandt andet noget så konkret som at kunne regne med løn, hvis han selv bliver syg. Eller hvis hans børn bliver ramt af sygdom, og han må blive hjemme. Det burde være en selvfølge. Men det har det ikke været. Jeg besøgte Gustav og hans kolleger i Næstved. Og jeg må sige, at det gjorde indtryk på mig. For det er jo præcis derfor, vi har fagforeninger. Når nogle kolleger tager kampen, kan andre få glæde af resultatet. Også selvom de bor i den anden ende af landet. Her er er solidaritet ikke bare noget, vi holder taler om. Det kan mærkes og gør en reel forskel i menneskers hverdag. Og det minder os om, at den danske model aldrig bliver færdig. Vi skal selvfølgelig passe på de rettigheder, generationer før os har kæmpet for. Men vi skal også sørge for, at flere får del i dem. For der er stadig alt for mange, der går på arbejde uden en ordentlig overenskomst. Uden den tryghed, som Gustav og hans kolleger nu har fået. Det skal vi gøre noget ved. Og det er en af grundene til, at jeg genopstiller som formand for FH. Jeg vil bruge de næste fire år på både at beskytte og udvikle vores arbejdsmarked. Så flere lønmodtagere får glæde af det stærke fællesskab, vi har bygget op i Danmark. For når vi kæmper sammen, kan vi også skabe resultater for hinanden. Selv på tværs af landsdele.

En forsvarsvirksomhed har været udsat for spionage, og hackere har fået adgang til 8,8 millioner CPR-numre. Vi lever i usikre tider, og det stiller krav til hvad vi som befolkning, men særligt som myndigheder skal kunne. I skal kunne leve i tryghed. Bogen ”Folkets Danmark” er netop udkommet. I den udlægger jeg sammen med Jesper og Heino, hvordan vi bliver bedre rustet til fremtiden. Det kræver arbejde. Hårdt arbejde. Men vi er allerede i gang. Jeg har en tro på, at vi godt kan lykkes, hvis vi holder fast i det fokus, vi har nu: Fokus på vores soldaters uddannelse og retfærdige løn- og ansættelsesvilkår.

Jeg har i mit kunstnervirke – ligesom mine kolleger - en fuld arbejdsuge. Og ofte mere end det. Men er det overhovedet et rigtigt arbejde at være beskæftiget i musik- og scenekunst? Det bliver jeg og mine kollegaer ofte spurgt om i livet som kunstner. Min uddannelse og faglighed giver mig et bredt arbejdsfelt indenfor innovation, produktion og performance. Jeg kan præstere lange dage på scener, i studier og på filmset – og kan udvikle kunstnerisk indhold, beherske instrumenter og unik formidling til publikum. Selvom kalenderen er fyldt med opgaver og arbejde, bliver jeg, og andre kunstnere mødt med lukkede døre. Banken og SKAT så hellere, at vi var på fast løn, og barselssystemet kan ikke finde en ’kasse’, der passer, når vi tjener penge som både lønmodtagere og selvstændige. Jeg ser dagligt, hvad det vil sige at stå udenfor lønmodtagernes beskyttelse – ofte som enkelt person i individuelle forhandlinger i udpræget konkurrenceorienteret erhverv. Ligesom tusindvis af andre atypisk arbejdende, har vi kunstnere et utal af adskilte jobs og arbejder ikke i faste stillinger. Den måde at arbejde og bidrage på, har vores samfund historisk ikke været indrettet til. Det skal vi ændre på. Derfor har jeg, sammen med andre kollegaer i fagbevægelsen, været med til at skrive et vigtigt kapitel i ny bog, der peger frem på bedre og mere retfærdige løsninger for alle os, der arbejder atypisk. De løsninger og fremtidsvisioner kan du læse mere om i bogen Folkets Danmark, som netop er er udkommet. FOTO: Marc Roed

Danmark bliver rigere. Men ikke for alle. Mens de største formuer vokser eksplosivt, lever mere end 42.000 børn i familier med en indkomst under minimumsbudgettet. Danskernes muligheder er skævt fordelt. Det er den benhårde virkelighed, som Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd præsenterer i deres nye rapport om fordeling og levevilkår. Og det er den virkelighed, vi i 3F, FOA og Danmarks Lærerforening kommer ind på i Fagbevægelsens nye bog ’Folkets Danmark’. Vi ser en økonomi, der buldrer frem, samtidig med at velfærden halser efter. Almindelige lønmodtagere føler ikke, at de er en del af opsvinget. I stedet afleverer de deres børn i institutioner med alt for få voksne. De hænger fast i hospitalernes ventelister og de må sende deres forældre på plejehjem til et presset personale. Det er en ulighed, der splitter os og truer med at rive vores velfærdssamfund i stykker. Vi er nødt til at forstå uligheden som en helhed og ikke mindst forstå, hvad den gør ved vores fællesskab og vores velfærdssamfund. Derfor håber vi, at I vil læse med i Folkets Danmark og diskutere, hvilket Danmark vi ønsker at give videre til den næste generation.

Der er meget mere end kartofler på spil, når Josephine går på arbejde. Hun er ernæringsassistent på et plejehjem. Her laver hun og hendes kolleger mad til ældre mennesker, der ikke længere kan lave den selv. Det kræver både faglighed, omsorg og omtanke. Hver eneste dag. Jeg besøgte Josephine for at høre om hendes arbejdsliv. Og selvom hun er stolt af sit fag, er der også noget, der bekymrer hende. For arbejdet er hårdt. Der er tunge løft, færre kolleger til at løse opgaverne og et arbejdsliv, hvor det kan være svært at få plads til familien. Det gjorde indtryk på mig. For vi kan ikke undvære den omsorg, Josephine og hendes kolleger lægger i deres arbejde. Derfor skal vi også give dem ordentlige rammer for at udføre det. Det handler om et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø. Om fleksibilitet. Om at blive lyttet til, når noget ikke fungerer. Og det handler om pension. For når vi beder lønmodtagerne om at blive længere på arbejdsmarkedet, har vi også et ansvar for, at de kan holde til det. Og at der er en tryg og retfærdig vej ud af arbejdslivet. Det er nogle af de vigtigste kampe, fagbevægelsen står over for i de kommende år. Og det er kampe, jeg gerne vil fortsætte med at stå i spidsen for. Derfor genopstiller jeg som formand for FH for de næste fire år. For vi skal være et Danmark, hvor vi værdsætter dem, der hver dag tager sig af andre. Ikke kun med pæne ord, men med gode arbejdsvilkår og udsigten til en retfærdig pension. Tak for besøget og den gode snak, Josephine.

Jeg har læst hele bogen. Må jeg svømme nu? 🏊 Man kan godt læse om at svømme. Men det er altså nemmere at lære, når man kommer i vandet. Jeg vil starte med at sige tak til Jesper Korsgaard Hansen fra CS for stafetten om ”Folkets Danmark”, som er en bog om det Danmark, vi i fagbevægelsen ønsker os i 2040. Mit bud handler om uddannelse – og om at få teori og praksis til at hænge sammen. Som farmakonom kender jeg værdien af begge dele. Vi skal have teorien på plads. Og vi skal kunne bruge den, når et menneske står foran os og har brug for hjælp til sin medicin. Alligevel har vi et uddannelsessystem, der kan blive for stift. Kommer man først bagud, kan det være svært at komme med igen. Det skal vi gøre bedre. Der skal være flere veje til en uddannelse og plads til, at vi lærer forskelligt. Det taler jeg med Hanne Pontoppidan fra Uddannelsesforbundet og Benny Andersen fra Socialpædagogerne om i videoen her. Vi har alle tre bidraget til ”Folkets Danmark”. Og ja. Lige den bog vil jeg faktisk anbefale, at man læser 😊 Jeg giver stafetten videre til Sara Indrio fra Dansk Artistforbund, som i morgen deler sit bud på fremtidens Danmark. Se med her 👇 Bestil bogen her: folketsdanmark.dk