Vendelbo Spedition A/S

Vendelbo Spedition er fyldt 55 år En virksomhed, der har kørt i så mange år, har været igennem det meste. Gode år. Hårde år. Nye regler, nye markeder og nye måder at gøre tingene på. Det giver en form for respekt ude i branchen, som jeg er utrolig taknemmelig for. Jeg mærker det især i samarbejdet med vores partnere Vensped AB i Sverige og Provstgaard i Padborg. Der lægger man mærke til, hvem man har med at gøre og hvor længe de har været der. Det forpligter. For med respekt følger ansvar. Man skal kunne stå ved det, man siger. Og man skal levere det, man lover. Den respekt er bygget op over mange år. Min far lagde fundamentet, og jeg har gjort mit bedste for at bygge videre på det. Men det er lige så meget alle dem, der har siddet bag rattet, ved computeren, på lageret og ved telefonen gennem årene. Jeg ser frem til de næste år.

Ikke alle lastbiler kan det samme De fleste tænker nok, at en lastbil bare er en lastbil. Det er den ikke. Vi kører med flere typer specialmateriel, blandt andet forvogne, som der ikke findes særlig mange af. De findes hos os, fordi der er kunder og opgaver, hvor den lange, standardiserede trailer simpelthen ikke kan komme til – ind ad en snæver indkørsel, op til en bestemt rampe, eller ud til et sted, hvor der ikke er plads til det store. Det er sjældent noget, en tender eller et regneark fanger. Der bliver typisk lagt op til, at alle kan køre alt, og at det bare handler om at finde den billigste vogn til opgaven. Sådan hænger det ikke sammen i virkeligheden. Når lastbilen ikke passer til opgaven, ender det med ekstra stop, omlæsninger og forsinkelser, som ingen har regnet med fra start, og som i sidste ende koster mere end den lille besparelse, man troede man fik. Det er ikke et spørgsmål om at have flest biler. Det er et spørgsmål om at have de rigtige biler til den opgave, der faktisk skal løses. Det er den slags detaljer, vi bruger tid på at forstå, før vi byder ind på en opgave.

Vores chauffører bestemmer selv, hvilke dæk de kører på. Ikke helt frit. Men inden for et katalog, vi har sat sammen, må de vælge det dæk, de selv føler sig tryggest ved. Det er en lille beslutning, der betyder meget. Det er ikke os på kontoret, der sidder langt væk fra isen og sneen, der ved bedst, hvad der føles rigtigt på vejen mellem Bergen og Oslo en januar morgen. Det gør chaufføren. Så i stedet for at diktere ét dæk til alle, har vi lavet et katalog med kvalitetsprodukter, og så må de vælge, hvad der passer til deres ruter og deres fornemmelse for vejene. Nogle vælger pigdæk. Andre ikke. Det er ikke tilfældigt – det er erfaring, der taler. Det er også en god forretningsbeslutning, for en chauffør, der føler sig tryg på sit udstyr, er en chauffør, der leverer, uge efter uge, uden at vi behøver stå og kontrollere hver eneste beslutning bagefter.

Forestil dig hvis lastbilerne ikke kørte i en uge. Jeg kom til at tænke på det den anden dag, da mine to teenagere derhjemme påpegede, at køleskabet var tomt. Det sker selvfølgelig, fordi der ikke er nogen, der har fyldt det op. Nogen skal købe og få varerne hjem. Det sker ikke af sig selv. Og det gælder ikke kun ting til køleskabet. Alt bliver transporteret, før det havner der, hvor du forventer at finde det. Transportbranchen er usynlig, når den fungerer. Men prøv at forestille dig, hvad der sker, hvis den ikke er der. Næste gang køleskabet er tomt – så husk lastbilchaufføren. Han fortjener lidt mere tak end han får.

Du kan ikke tvinge den slags frem. Nogle søndage, når jeg kører op på pladsen, sidder der fire-fem chauffører med kaffe og rundstykker og hygger sig, inden de kører ud. Ingen har organiseret det. Ingen har bedt om det. De mødes bare – af sig selv – og starter ugen sammen. Det er præcis den slags arbejdsglæde, der ikke kommer af sig selv. Den opstår, når folk trives, føler sig set og har lyst til at være der – også når de ikke behøver. Det er jeg stolt af.

Hvad gør man, når mange af ens medarbejdere kommer fra Tyskland? I arbejdet med Johs. Provstgaard A/S har jeg fundet ud af, at sproget betyder mere, end man lige tror, når mange af medarbejderne kommer derfra. Jeg har fundet mit tysk frem igen, jeg siger ikke jeg er god til det, men jeg er blevet bedre, og jeg snakker bare. Og det gør faktisk en forskel. For lige pludselig kan man godt få nogle fornuftige samtaler, når man møder folk på deres eget sprog. Det handler ikke om at være perfekt. Det handler om at være mere nærværende.