Danish Agriculture and Food Council

Det er de færreste, der kan blive ved med at stå i stormvejr uden at miste modet. Men de danske griseproducenter har ikke tænkt sig at give op. Tværtimod. De vil udvikle deres produktion og skabe en fremtid for erhvervet. Det er det indtryk, jeg tager med mig fra årets Grisekongres i Herning. For hold da op, hvor er der meget på spil. Dansk landbrug står over for store forandringer. Og griseproducenterne er bestemt ingen undtagelse. Nye krav, politisk usikkerhed og store forventninger til fremtidens produktion fylder. Samtidig skal der fortsat investeres, udvikles og skabes arbejdspladser. Det kræver både mod og vilje at se fremad under de omstændigheder. Og netop den vilje har været tydelig på årets kongres. Men viljen til at udvikle sig kan ikke stå alene. Den skal mødes af politiske rammer, der gør det muligt. For hvis vi også i fremtiden vil have en stærk dansk griseproduktion, skal der være grundlag for at investere i den. Tak for to gode dage i Herning og for de mange samtaler med mennesker, der trods store udfordringer stadig tror på fremtiden for dansk griseproduktion.

Der er noget, der undrer mig. Regeringen er godt i gang med at ændre vilkårene for dansk fødevareproduktion. Nye krav og begrænsninger kommer til fra flere sider. Men hvor er planen, der ser på totaliteten og sikrer et stærkt og konkurrencedygtigt fødevareerhverv efter omstillingen? Det spørgsmål stiller jeg i et indlæg i Børsen. For landmænd og fødevarevirksomheder møder ikke ét politisk krav ad gangen. De møder summen af dem. Og det er det samlede billede, de skal planlægge deres produktion og træffe langsigtede investeringsbeslutninger ud fra. Derfor har de brug for at vide, hvilke vilkår de kan regne med. I den grønne trepart aftalte vi en vækstplan, der skulle sættes i gang i 2024. Den plan har vi endnu ikke set skyggen af. I regeringsgrundlaget blev der også lagt op til en fødevarestrategi i 2027. Imens ændres vilkårene for dansk fødevareproduktion markant. Det er ikke holdbart. Når vilkårene ændrer sig, påvirker det også fødevarevirksomhedernes muligheder for at investere og fastholde produktionen i Danmark. En virksomhed, der overvejer at investere millioner i en ny fabrik, skal kunne se, om der også fremover er danske råvarer at bygge en dansk produktion på. Og vide om der er et marked for de varer, den skal producere. Det sidste synes jeg, vi taler alt for lidt om. I debatten bliver der ofte peget på, at danske landmænd skal producere mere økologisk og andre afgrøder. Men produktion kan ikke omlægges uafhængigt af markedet, og det er ikke nok med politiske ønsker. Nogen skal efterspørge og betale for varerne. For vi er en del af et internationalt marked, hvor både efterspørgsel og konkurrence er afgørende. Danmark har gennem generationer opbygget et stærkt fødevareerhverv med dygtige landmænd, virksomheder, forskning og teknologi. Det er en styrkeposition, vi skal bygge videre på, og som giver os gode forudsætninger for at lykkes med omstillingen. Men omstillingen kan ikke kun have svar på, hvad der skal ændres. Den skal også have en klar retning, der tager højde for, at omstillingen hænger uløseligt sammen med produktion, efterspørgsel, afsætning og konkurrenceevne. Vi har brug for en samlet plan, der ser på totaliteten og giver en klar retning for fødevareerhvervet.

Man bliver ikke verdens fjerdestørste mejeriselskab ved at hvile på laurbærrene. Arla har rødder tilbage til 1881. Men succesen handler ikke kun om historien. Den handler også om evnen til at udvikle sig, tænke nyt og skabe fødevarer, der efterspørges verden over. Arla er et stærkt eksempel på, hvad vi kan i Danmark, når generationers erfaring med fødevareproduktion går hånd i hånd med innovation, forskning og dygtigt købmandskab. Bag succesen står dygtige landmænd, medarbejdere og en hel værdikæde, som er bygget op gennem årtier. Det skaber arbejdspladser, eksport og fødevarer til millioner af mennesker verden over. Det er en dansk styrkeposition, vi kan være stolte af. Og som vi skal bygge videre på. Stort tillykke til Arla 💪🏼

Virksomheder skal kunne stole på, at de kan investere efter gældende lovgivning. Ellers bliver det sværere at investere langsigtet og udvikle virksomheder i Danmark. Regeringens midlertidige stop for nyetablering og udvidelse af konventionelle griseproduktioner er et aktuelt eksempel. Sagen rejser et principielt spørgsmål, der rækker langt ud over landbruget: Hvad kan en virksomhed egentlig regne med, hvis staten med kort varsel kan ændre vilkårene for investeringer, der er planlagt efter gældende lovgivning? Lad mig minde om, at landbrug også er virksomheder. Der lånes penge, investeres millioner, ansættes medarbejdere og lægges planer mange år frem. Landbruget er samtidig råvaregrundlag for en stor del af den danske fødevareindustri. Derfor stopper konsekvenserne ikke ved stalddøren. Hvis virksomheder pludselig ikke kan regne med, hvor længe en tilladelse eller et gældende regelsæt kan lægges til grund for en investering, bliver risikoen større. Og så bliver det svært at drive virksomhed. Retssikkerhed og forudsigelighed er ikke særhensyn til landbruget. Det er fundamentet for at drive og investere i virksomheder i Danmark.

Jeg tror faktisk, at regeringen vil landdistrikterne det godt. Men jeg er ikke helt sikker på, at den helt har forstået, hvad der er på spil derude. I dag brugte Mette Frederiksen en stor del af sin åbningstale på livet uden for de store byer. Hun begyndte ligefrem i Aarestrup og fortalte om ildsjælene, der gennem otte års stædighed har skabt en ny multihal. Senere lovede hun mere frihed lokalt og mindre statsligt bøvl. Det glæder mig. Men der mangler noget i fortællingen om det gode liv på landet. For landdistrikterne er ikke et projekt. De er nogens hverdag. Det er mennesker, der står op om morgenen og passer deres dyr. Driver deres virksomhed. Sender børnene i den lokale skole. Handler hos købmanden. Træner fodboldholdet. Plejer naturen. Ansætter lærlingen. Og tager en tørn, når forsamlingshuset skal have nyt tag. Det er præcis den virkelighed, jeg talte om på Familielandbrugets årsmøde i går. For det, der bekymrer mig lige nu, er ikke manglen på vilje derude. Den er der masser af. Det er, om de mennesker, vi forventer skal holde liv i landdistrikterne, også får mulighed for at blive ved.Regeringen siger i dag, at staten skal holde op med at spænde ben for lokale initiativer. Det er jeg helt enig i. Men så skal det princip også gælde landmanden.Det harmonerer dårligt med, at vi samtidig har fået L5 og står med landmænd, der stadig forsøger at forstå, hvad de nye rammer kommer til at betyde for deres bedrift og deres fremtid. Og med nye krav og mere usikkerhed oveni, mens vi allerede er midt i Danmarkshistoriens største omlægning af vores arealer. I går fortalte jeg om en deltidslandmand med kødkvæg, som ikke stoppede, fordi han havde mistet lysten til landbruget. Han stoppede, fordi usikkerheden blev for stor. Når sådan en landmand forsvinder, forsvinder der ikke bare nogle dyr fra en mark. Der forsvinder en landmand. En naturplejer. En kunde hos den lokale håndværker. En nabo. Et menneske fra foreningslivet. Måske en familie med tilknytning til området. Det er også landdistriktspolitik.

Året er 1882. Niels Hansen Uhd sidder ved sit skrivebord på Egknudgaard i Vestjylland. Foran ham ligger opgaven med at formulere nogle af reglerne for et nyt mejeri i Hjedding. Et mejeri, som en gruppe lokale landmænd skal eje sammen. Det lyder måske enkelt. Men hvordan fordeler man magten? Hvem får overskuddet? Og hvem tager risikoen, hvis det går galt? Det er blandt andet de spørgsmål, Uhd er med til at sætte rammerne for. Principperne er enkle: - Hvert medlem får én stemme. - Overskud og underskud fordeles efter, hvor meget mælk den enkelte leverer. - Og medlemmerne hæfter sammen for mejeriets økonomi. Man deles om risikoen. Man deles om gevinsten. Og den store landmand har ikke automatisk mere at skulle have sagt end den lille. Den 10. juni 1882 åbner Hjedding Andelsmejeri. Måden, det bliver organiseret på, bliver siden et forbillede, og i de følgende år skyder andelsmejerier op over hele landet. Det ændrer vilkårene for danske landmænd. For gennem fællesskabet kan den enkelte blive en del af investeringer, teknologi og afsætning, som ville være langt sværere at løfte alene. I dag markerer vi Andelsdagen. Mere end 140 år senere lever tanken om at løfte mere i fællesskab stadig videre. Niels Hansen Uhd var med til at formulere nogle af de principper, der gjorde det muligt for danske landmænd at investere, udvikle og afsætte deres varer i en skala, den enkelte ikke kunne løfte alene. Andelstanken blev dermed ikke bare en måde at organisere landbruget på. Den var med til at skabe fundamentet for et dansk fødevareerhverv, der i dag står stærkt internationalt og leverer fødevarer herhjemme og til markeder over hele verden. Tak til Vardemuseerne for lån af billedet.